What doesn’t kill you makes you stronger

FØRST OG FREMMEST – vi har det GODT.  Alle 4. Orkanen Matthew som ramte den Dominikanske Republik i fredags mærkede vi kun lidt. De seneste dage har den state på massiv regn, lyn og torden. Men VI LEVER !!

Yes – I know, det er meget længe siden jeg har fået skrevet noget på denne blog. Næh vi har ikke vildt travlt, vi er blot ved at adoptere den dominikanske kultur. Det vi ikke når I dag – når vi I morgen.

Dyt dyt dyt– CUIDADO (pas på) – bliver der ofte råbt når man går på gaden. Og hør efter, hvis du altså ikke vil drønes ned af en scooter, tætpakket med 3 personer, en sæk ris eller en gasflaske.  Lyden af liv, gademyldrer, især fra motorchonchos (knallerter og scootere). Dominikanere der råbende handler og forhandler på gadehjørnet. Skolebørnene der sludre og løber forældrene i møde. Især pigerne så fine i deres skoleuniformer. Blå skjorter og kakifarvede skørter, med strømperne trukket helt op til knæene.

Båt båt, dyt dyt. En større bus skal også lige passere rundt i de små gader, samt larmen fra de utallige pickups- lad-biler fyldt med lækkert frugt, som de sælger rundt i gaderne. De lokale colmados (mini-brugsen) fyrer op for musikken og der drikkes øl i lange baner, mens den lille gamle dame i mad biksen (kun bestående af et vaklende bord med et glasmontre) sælger en masse empanades.

For nogen vil alt dette larm og ståhej, anses som et forfærdeligt beskidt og rodet virvar – men for os er det livet og her vi bor nu. Lyden og stemningen i vores nye kvarter – vi er nemlig flyttet ind i det meget meget lokale dominikanske hood – kaldet Lo Coquito. Indenfor 200 meters omkreds har vi 3 colmados, 2 slagtere, 1 skrædder, en ølshop, 5 mindre restauranter, 2 genbrugsbutikker, en telefoncoverbutik, et baseball stadion, 3 frisører/negledamer – you named it., og der er gang i den.

Især er der gang i den ”gale” hane som bor i vores underboers baghave og som blæser ganen ud hver morgen/nat fra kl. 4- 8am, i forsøg på at vække alle andre haner i nabolaget, så de kan gale med.

FLYTTET – MEN HVORFOR?

Hvad var der galt med at bo på stranden?. Med skøn udsigt og mulighed for morgenbadning og sol hver dag? Solen kommer vi ikke udenom, om vi er på stranden eller oppe i byen. (F.eks. på den nye tagterrasse) Vandet og den skønne udsigt har vi stadig når vi er på arbejde i restauranten. Så alt i alt syntes vi selv det er en Win Win.

Vi er simpelthen flyttet i en større lejlighed (3værelser, 2 toiletter), som endda er noget billigere og hvor vi kan adsprede arbejde og privatliv endnu mere. Endvidere gav det os mulighed for at have Katrine boende sammen med os. En sød dansk pige, som arbejder i restauranten. Thomas har i længere tid ville flytte ud og blive mere ”lokal” – om muligt. Dominikanere bliver vi aldrig, men at lærer dem personligt bedre at kende – ikke mindst komme tættere på kulturen og sproget – hvilket kun sker ved at bo side og side. Det gør vi så sandelig nu. Og vi er vilde med det. Især børnene, som nu også har deres eget værelse – dog stadig sammen. Fortsat har de meget mere plads end alle deres klassekammerater. Bonus er at vi kort efter vores indflytning (1. okt) opdagede at en af Andreas klassekammerater bor side om side med os.

Der er selvfølgelig lidt ekstra koordinering, samt logistik i henhold til spisning, putning – hvem er hvor og hvornår. Men ingen tager skade af en ekstra gåtur på max 1 km – som er afstanden mellem vores nye hjem og restauranten. For restauranten skal vi jo fortsat drive, selvom vi er flyttet derfra!

RESTAURANTEN  ?

Alt i alt, går det rigtig fint. Som skrevet i tidligere blogindlæg bliver vi ikke rige – hverken på bananer eller dollars. Men det kører rundt. Vi har meget meget tilfredse gæster, som er vilde med Thomas´mad – samt de dygtige lokale dominikanske damers mad. Bl.a. har en af nabo restaurantejerne; som af og til kommer og spiser, bl.a. udtalt at vi, med vores mad er ” the missing link” i byen. Thomas ´stolthed var ikke til at skyde ned og siden har samme restaurantejer sendt flere gæster hen til os.

Vi venter stadig på højsæsonen; som siges at starte i november og bør blive helt vildt med menneskers i december og januar. Nu må vi se!!

HVERDAGEN – HVAD GÅR DEN MED?

For mit eget vedkommende, går alt i et meget lavt gear. Jeg har virkelig tillagt mig den dominikanske dovne tilgang. I hvert fald på nogle punkter. Det er som om, at kroppen ikke kan køre i samme høje tempo som i DK. En tøjvask kan godt tage næsten en hel dag (tag også i betragtning at strømmen kan gå op til flere gange under vaskeprocessen) Varmen siger stop til kroppen, som beder om flere pauser med kaffe. Jeg tror egentlig det er sundt nok.

Normalt går børnene i skole hver dag fra ca. 7-13.00, hvorfor Thomas og jeg oftest selv arbejder i dette tidsrum. (Ligeledes også for at sparre på medarbejder-udgifter)

Thomas´ største beskæftigelse er mest at tænke på (samt forberede) det næstkommende måltid. Dertil de ca. 100 mave og armbøjninger om dagen (af hver). Vi forsøger fortsat at hoppe i løbeskoene mindst 4 gange om ugen, ofte ind til grønt/fiskemarkedet for at proviantere til restauranten. Men det er som om at maden, sætter sig mere og mere fast, end den del der løbes af. Uhm. Det er bare ikke nemt at leve sundt i et land, hvor størstedelen ad deres mad er indbagt og sovset ind i olie. Børnene elsker især de lokales empanades. Butterdej med æg, kylling og ost indeni, badet i olie. Så det er en svær kombination, når afslapning/ dovenskaben vinder og maden bare er mere usund her.

SKOLEN går også rigtig godt. Den største udfordring på skolen lige nu, er også kosten. På de dominikanske skoler – både offentlige og private er der absolut ingen sundhedspolitikker. De dominikanske børn har stort set penge med hver dag, og cafeteriet byder ikke ligefrem på rugbrød og gulerodstænger. Her står den på chips, slikkepinde, mangefarvede juice/sodavand, pizza og empanades.  Vi vil helst ikke have at Andrea og Bertil skiller sig endnu mere ud, men vi har meget svært ved at de spiser så usundt hver dag i skolen. Så vi er de ”onde” forældre der kun giver slik-penge med om fredagen. Mange af deres klassekammerater og endda buschaufføren har svært ved at forstå os, og han har endda tilbudt at passe på pengene og hjælpe børnene med at købe – hvis det var vores udfordring. Nej-tak, tværtimod.

Lige nu og her, i skrivende stund pisser det ned. For at sige det som det er. En orkan – Matthew ramte øen natten mellem den 30 sep. og 1. okt. Så i disse dage har vi en del vind og ikke mindst en masse regn i stride strømme. Derfor er landet gået i stå. Bl.a. har børnene fri fra skolen da bussen ikke kan køre i regnen.  Det var vi dog ikke informeret om, så mandag morgen kl. 6.50 stod de klar i skoleuniformen.

Vi forsøger at give IPads og andre skærme pause. Men hernede er det ikke anderledes end andre steder i verden – ungerne er fuldstændig åndsvagt afhængige af de skærme. Det driver både mig og Thomas til vanvid og giver en masse dumme diskussioner. Derfor er det faktisk ret så befriende ind imellem når strømmen går og der ikke er mulighed for Wi-Fi. Så opfordrer vi I stedet til at de leger vandkamp med de andre børn på gaden. Dominikanerne er ikke trætte af orkanen og det vand de giver. tværdimod fester de mere, da mange får fri fra arbejde og skole. Så der er gang I gaderne.

Udfordringerne og pludselige uheldige hændelser (efter en orkan og masser af regn) er der rigeligt af – som her til aften, hvor et afløb pludselig var stoppet og der på 10 min var 10 cm vand i hele lejligheden og ingen strøm. Men så fik vi også dagens ekstra motion med gulvsvipper og kost til at tømme lejligheden igen og ekstra god appetit til den lækre aftensmad.

Så selvom at det tager en hel dag at vaske og vi møder en del udfordringer – så er det faktisk ret så befriende at bo mere sparsomt og uden strøm – så er det også okay at være lidt mere doven indimellem – lige præcis som de lokale dominikanere!