You know the feeling

Er du Mor, så kender du følelsen. Første gang du afleverer dit barn i institution; vuggestuen, dagplejen eller måske blot til et par timers pasning hos bedsteforældrene. FØRSTE gang at barnet skal være uden dig et fremmed sted, og barnet bliver grædende tilbage når du går. Det kan gøre ondt – HELT ind i et moderhjerte. Den følelse, havde jeg ikke forventet at blive ramt af igen – på ny. Vi har jo store børn nu. De har været på tur mange gange uden os. Andrea har endda været en uge i Tyrkiet som 5 årig med mine forældre, uden problemer.

Det er dagen for børnenes første skoledag på El Colegio Episcopal San Jose. I nabo fiskerbyen San Andres – ca. 3,5 km fra restauranten – 15 min i bussen. Mandag den 22. august (for øvrigt min fødselsdag) kom følelsen af bekymring og ”bad mom” tilbage. Tanken om, at sætte sine børn på dybt vand, ligesom første gang jeg afleverede dem i institution. Hvordan skal det dog gå? På skolen taler de kun spansk og vores børn hverken taler eller forstår særlig meget, så vidt jeg ved. (…. Dvs. når vi ikke er sammen med dem, kan de mere end de vil indrømme)

Der var mange børn i deres nye fine skoleuniformer, helt ned til 3 års alderen og de ældste måske 14 år. Alle meget mørkere end vores 2 BLANCAS. Pigernes hår flot arrangeret med fletninger, pyntet med farverige elastikker. (Dem med kugler på) Drengene i deres nye ”far -look”-lædersko og sort læderbælte. Bertil havde i stedet valgt den mere sporty løsning og har sorte sports sko og ikke noget bælte. Han var stolt og klar, med sine 2 nye tasker. Den ene KUN til madpakken og den anden større taske til hans éne skolebog. Andrea noget mere betuttet og ikke helt klar til den nye skole og situationen. Slet ikke da alle børn blev linet op i rækker i skolegården, hvor nationalsangen, velkomsten og takke talen til DIOS blev gennemført. Og der var RO. Hun stod der i ca. 10 min, hvorefter hun meget utryg kom tilbage til os. Det var simpelthen SÅ uvant, utrygt og mærkeligt for hende. Inden den store velkomst ceremoni havde vi fået lokaliseret børnenes klasseværelses og Andrea havde heldigvis spottet Elisabeth (mor er dominicaner, far er amerikaner) og valgt samme klasse som hende.

Det skal nævnes, at vi på forhånd ikke var særlig velinformeret omkring skoledagens forløb og dermed vidste vi ikke helt hvad der ville ske. Da ceremonien var forbi, gik alle børn klassevis i pæne rækker til deres respektive klasseværelser. Vi gik med Andrea, som var langt fra glad for situationen. Bertil klarede allerede sig selv. Han smilede og kyssede farvel.

---

 

---

Så var det at følelsen  – som hve en mor kender opstod påny.  Som dengang hvor jeg afleverede  Andrea første gang i vuggestuen. 8,5 år efter havde jeg ikke troet det skulle gøre SÅ ondt igen. De andre forældre var gået, og La Professora bad os venligst gå. Vi sagde stille og roligt farvel og forklarede Andrea hvad der skulle ske. (Jeg havde lige fået en hurtig forklaring af den unge lærer på spansk. Forstod det meste, samt at de skulle hentes igen kl. 12.30)

Andrea løb grædende efter os ud af klassen. Flere gange måtte vi tage hende tilbage og to andre lærere kom til. ”Bare gå, gå nu” bad de os på spansk. Andrea græd og græd. Ikke på den måde, hvor børn, nogle gange overdriver og skaber sig. Hun var virkelig ked af det og det skar i mit hjerte. Thomas var mere hård og vi gik. Tror også det gjorde lidt ondt på ham.

Følelsesmæssigt var det både den bedste og værste dag/fødselsdag jeg har haft.

Heldigvis var det med smil og lutter glade børn da vi hentede dem i skolen. Trætte og varme af sved (mest pga. skoleuniformen). Resten af dagen var super god. Kage til alle og ekstra is til børnene. Lidt bonus for at gennemføre første skoledag.  Fødselsdagen blev fejret på dominikansk manér, hvilket betyder vasket i øl og spulet i koldt vand.  Grillfest med dykker vennerne og ikke mindst den bedste hilsen fra Danmark – en stor buket blomster som fik alle følelserne sat i gang, så tårerne trillede.

Den første uge i skolen og denne uge er gået over alt forventning. Vi var faktisk noget bekymrede for om børnene ville hoppe på bussen – uden os – den næste dag. Men der var ingen problemer og på 9. dagen oplever vi fortsat glade børn. De hentes hver dag kl. 7.00 og de leveres lige uden for restauranten igen senest k. 13.00.

Så det fungerer – også selvom skolen kun er på spansk. Måske lærer (eller når) Andrea ikke helt det samme som de andre i klassen, og måske laver Bertil ikke nær så mange fiduser og finurligheder som hjemme i de danske vante omgivelser. Men i stedet oplever og lærer de SÅ meget andet – som endnu ikke kan beskrives, men skal opleves.