Appreciate the value of water, electricity and your grandparents

Imagine Imagine Imagine

Forstil dig at du skal være sammen med din mand, kone, kæreste i døgnets 24 timer- og hver en lille beslutning du træffer skal vendes med ham/hende.

Forstil dig, at du går ud af døren hver dag ved 7 tiden, med den viden i baghovedet, at mellem kl. 9-18.00 vil der IKKE være strøm i dit hjem (køleskab, fryser, varmeanlæg mv.)Forestil dig, at du efter toiletbesøg, må overveje en ekstra gang, om der kommer en efter dig- eller om det er ok at bruge vandet på at trække ud. (2 besøg til et skyl) Forestil dig at du skal varme vand i en gryde hver gang du skal vaske op eller vil have varmt bad.  Forestil dig, at dit juletræ er lavet ud af plastik og at det er pyntet dobbelt så meget som du ellers selv ville have gjort – samt det blinker i alverdens farver til lyden af salsa musik ..

Her er det hele ikke en tænkt situation eller noget vi blot forestiller os – men en realitet!

Når vi sidder på tagteressen I 30 grader, griller bøffer og spiser mega avocado, er det svært at komme I dansk julestemning. OG Julen i år bliver på ingen måde som den plejer. (Hvilket er rigtig fint)

Grill på taget

8.dec 2016 – der grilles på taget og dansk julestemning er ret langt væk

Den 1.dec spurgte Bertil hvor julekalenderen var og blev en anelse skuffet. Det gik dog hurtigt over, da han fik frisk jordbær/banan smoothies på sin havregrød og fik lovet 1.dec is senere på dagen. Her er der hverken nissebanden, chokolade eller lego lågekalender.

Det er sjovt med religion og kultur. Specielt opleves de mange forskelligheder i et andet land, omkring en religiøs højtid som julen.  Landet hvor palmen gror og hvor vi kan høste banan og ananas hele året, hvor et nåletræ (juletræet) vil dø inden det er sat i jorden. Ingen (meget få) her har nogensinde set et rigtigt juletræ og de færreste dominikanske børn har oplevet sneen falde. Alligevel er alle huse fyldt op med “juletræer” (i plastik). På de små fine terrasser står grønne, hvide og røde træer pyntet op i fuld flor.  De hvide træer forestiller jeg mig er det snefyldte juletræ.

Her i den Dominikanske Republik er størstedelen af befolkningen katolikker. Det betyder de fejrer jul både den 24 og 25 december, hvor familien mødes og spiser hele dagen. Den 24 er det ofte i hjemmet. Den 25 tager de deres pæneste nye tøj på og går i byen og spiser.

Gaver er der lidt færre af, og de fleste børn må vente i spænding med gaverne til den 6. januar hvor det er “El día de los Niños” hvor det store gaveorgie finder sted. Derfor begynder alle skoler også først efter 6. januar. Så her er juleferie ekstra lang- helt fra 16 dec. til 7/8 januar.

Vores jul, vil lige meget hvad, blive anderledes i år. Thomas har dog lige konstateret at han tager lange bukser og skjorte på! (Så påklædningen bliver næsten som i DK) Ikke pga. kulden, da vi fortsat har 25 grader om natten.

Måske er det ikke korrekt at skrive det; men det er så befriende at slippe for alt juleræset i Danmark. Juleklippedage, bagning, konfekt, gaveindkøb, æbleskiver og andre ædegilder. Ja, undskyld men julen er da blevet kørt op til det helt store madorgie og  gavebord, hvor det er svært at få nok, og mere vil have mere. Børnene syntes det er rigtig ØV, men mon ikke de overlever at der ikke er MEGA mange gaver i år. Til gengæld får de masser af oplevelser og beriget med nye sprog. Måske syntes de ikke det er fedt lige nu, men jeg er sikker på de sætter pris på det senere i livet.

Familien og det gode samvær med en masse dejlige venner savner vi dog, hvilket vi mærker ekstra meget lige nu. Men heldigvis er de der også, når det ikke er jul. Ydermere er vi så privilegerede, at rigtig mange skønne venner og familie har været på besøg allerede, og juleaften kan vi tælle 14 danskere om bordet. Ikke til and, sovs og kartofler. Ikke med juletræ og masser af gaver.  Men med hygge, sand mellem tæerne og duften af stegte rejer og hummer vendt i hvidløg. SÅ det bliver også en slags jul i år.

Forestil dig, at du skal sætte et plastik juletræ på bordet og forestil dig at du ikke får brun sovs til jul.. eller du skal undvære karrysild på frisk rugbrød og en god snaps..

Kunne du forestille dig at være sammen med din mand/kone 24/7??? Det kunne jeg ikke før dette eventyr – MEN… faktisk er det slet ikke så slemt at være sammen med Thomas i døgnets 24 timer. Thomas og jeg havde slet ikke tænkt over at vi skulle gå op og ned af hinanden, morgen, middag, aften – dag som nat. Hver en situation og ting som vi foretager os, vender (debatterer) vi med hinanden. Så kunne man jo tro at vi bliver trætte af hinanden – men tværtimod.

Du kan måske forsøge at sætte dig ind i situationen, men det bliver aldrig rigtig det samme, hvis du ikke prøver det selv. Det er nogle gange vildt svært at være langt væk hjemmefra (her har vi også nedture), men det er også fantastisk spændende og sindssygt lærerigt og sundt for hele familien.

Forestil dig det …… eller blot spring ud i det – Glædelig JUL

dsc_3020

Udsigt over naboernes tage fra vores tagteresse. Det dominikanske “hood” med alt hvad der hører sig til

Billeder fra taget

Store vaskedag på taget

Billeder fra taget

Vi har udsigt til denne flotte palme, hvor der bl.a. bor 2 hvide duer

 

 

 

3 kommentarer

  • Lone

    Dejligt at jeg endelig fandt disse fine linier om decembersituationen. Jeg håber I alle må få nogle gode juledage og ønsker jer et rigtigt godt spændende 2017. fantastisk rig oplevelse og inderlig hed samt mange tegn på sammenhold og gode livsværdier præget jeres indlæg. Kh fra en lidt misundelig moster

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicoline

    Tak for historien- glæder os max tilsat opleve stemningen. Og mon ikke det stadig hænger noget julepynt når vi kommer 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Fint indlæg, Ann Cathrine.
    Jo vi kan godt forestille os det. Det er da bare super.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Appreciate the value of water, electricity and your grandparents