Appreciate the value of water, electricity and your grandparents

Tåerne trillede og Bertil forstod igen ikke helt hvorfor. Vi havde jo haft det så sjovt med mormor og morfar, – “så hvorfor græder du mor?” Vi skulle sige farvel til min mor og far i lufthavnen efter det dejligste besøg. Tak mor og far – mormor og morfar vi værdsætter og elsker jer.  Min mor har skrevet dagbog om deres oplevelser her hos os, og hun vil gerne dele den med alle jer. Måske til inspiration, hvis du kommer på besøg en dag!

GÆSTEBLOGGER – min mor Dorte Lebech,

Den Dominikanske Republik d 12. okt. 2016

Vi landede her mandag 10 okt. Om natten kl. 02 lokal tid. Det gik fint med at komme igennem tolden. Vi havde husket at medbringe dollars, idet man skal betale 10 dollars pr person for at entrere DR. Vi havde noteret på et uddelt stykke papir, at vi havde fødevarer med. Dog ikke i deltaljer: 4 x 500 g Stryhns, 9 dåse leverposteger, 4 friske plus 2 stk. rugbrødblandinger. Derudover medikamenter og udstyr til Ann Cathrines diabetes. Dette sidstnævnte fyldte en halv megastor kuffert. så var der plads til nogle slidte lagner og dynebetræk og en del viskestykker og håndklæder, gamle og nye Anders And blade, samt andre blade og aviser. Så mon ikke vi kan tage 25 kg mindre med retur.?
I ankomsthallen stod Ann Cathrine. Da vi ikke havde set hinanden i godt 4 måneder, var vi noget bevægede, ja vi tudede, kyssede og krammede. Udenfor lufthavnen holdt Felipe. Han er familiens faste betroede chauffør. Når det nu var Ann Cathrines familie, skulle det ikke koste noget! Og så midt om natten. Hvor det normalt ville koste 25 dollars!
Han hilste derfor hjerteligt på os og havde stor tålmodighed med vores ankomst- seance. Så ud i natten, i heden, sådan ca. 28 gr.
Vi kom således midt om natten til deres hus. Det ligger midt iblandt alle de lokale dominikanere. De har lejet det halve af førstesalen. Der er 3 soveværelser, en stue i forbindelse med spisekøkkenet og 2 badeværelser. Generøst havde vi fået overladt soveværelset.
Der var nærmest blikstille på gader og stræder på det tidspunkt.. MEN det skulle der nok ændres på. Det følgende døgn var også lidt underligt – nok fordi der var 30 timer i det døgn!
Børnene havde fået fri fra skole i anledningen af vores ankomst, OG allerede kl. 6 stod der en lille vågen 5 1/2 årig dreng. Bertil sprang op i sengen og puttede. Så gik snakken og efter lidt tid kom Andrea til. Igen ingen ende på knus, kys og kram. En dejlig ny start på turen hertil.

En tur på taget, hvorfra der er en god oversigt over gadelivet, gav en ganske godt førsteindtryk af livet her.. børnene i deres skoletøj, med fint opsat hår på vej til skole, knallerter med op til 4 personer på vej til arbejde, colmados(mini markedes) åbnes og der fejes foran. Menneske her er i alle farver, fra helt lyse til mørk brune grænsende til sort.  Det er en blandingskultur som baggrund for det.  Virkelig mange smukke mennesker.

I gaden, hvor vi bor er der allerede ved 8 tiden en livlig trafik.  Så lidt forhindringer er, at man helst skal kunne se til begge sider på een gang, samt huske at træde over renden der er lige efter fortorvet. Det er jo her de til tider ekstreme vandmasser opsamles i til videre transport. Der er rigtig mange knallerter, og små biler der fungere som busser; flere er der kun taburetter og løse stole i.  Andre biler mangler en dør eller en forrude.. så der er nok ikke nogen der bliver kontrolleret nogen steder, som synsværkstederne derhjemme. Skolebusserne er lidt pænere at se på – heldigvis – for det er jo dem der transportere Andrea og Bertil frem og tilbage.

Lige så stille som der er om natten, lige så larmende er der om dagen og aftenen..Tuden af horn, larm fra bilerne og knallerterne, råben og snakken. Biler med højt musik i stærk fart. Det er jo bare stemningen….

Så gik strømmen. Det hører også med til stemningen. Er det efter kl 19 er det bare bælgmørkt og ventilatorerne går i stå. Det skete i nat. Ann Cathrine har spurgt naboen om det er almindeligt at strømmen kan være væk den halve nat? Næ De er vist ved at lave nogle forbedringer i strømforsyningen! Jeg lå i vågne øjeblikke og tænkte på om leverpostegerne nu tøede op !!

Apropos naboer: der bor en familie med flere medlemmer alle af voksen karakter. En af dem går med solbriller og er blind. Ann Cathrine fandt i går ud af at han er 30 år og han blev blind for 2 år siden pga. af diabetes. Han har ikke været behandlet efter bogen og sukkersygen er årsagen til blindheden.Der gik ikke længe så havde Ann Cathrine kontaktet Facebook siden for diabetikergruppen i Danmark. Hun spurgte om der var nogen der lå inde med ekstraudstyr af forskellig karakter. Lynhurtigt kom der mange positive svar. Så nu bliver der indsamlet udstyr og sendt til Vrønding, hvorfra vi så sender det med de, der rejser hertil i den kommende tid. Fint initiativ der kan hjælpe andre på en virkelig livgivende måde.

Af andre personlige livsgivende oplevelser, kan jeg især nævne maden på restauranten, hvor vi har prøvet flere lækre retter nu. Fiskeretterne er de primære og smager dejligt. Vi sidder kun få meter fra vandkanten – de nærmeste borde står kun et par meter fra vandet..

Ydermere bliver der også disket på hjemmefronten i lejligheden. Lækker morgenmad f.eks. Æg (scrambled) med kålstrimler, lokal salami, avocado, hjemmebagt rugbrød og juice. Vi spenderede en blender til huset; så stod det også på kolde frugt-smoothies om morgenen.
Børnene sendes af sted med skolebussen kl 6.45. Hvis børnene ikke lige er på opsamlingsstedet få huse herfra, bakker bussen hen foran huset og giver et trut i hornet. Det er da service.. der er en chauffør samt en mand, der styrer opsamlingen af ungerne!

Søndag d. 16 okt. 2016
Så er vi på stranden, i restauranten. Der er ca. en meter fra de stole og borde, der er nærmest vandkanten. Herfra er der udsigt til det – åbenbart – sædvanlige søndagsliv på et tidspunkt, hvor der ikke er højsæson her. Der er 28- 30 gr. Høj solskin og turkisblåt hav.
Lige til venstre for stedet her er der 3 store hoteller. Her bor de ” rigtige turister” og en hvid mur tilkendegiver ” forskellen”.  Her er i modsætning til de forrige dage noget at lave for restauranten og rigtig meget at se på. Der vader masser af mennesker forbi, nogle kommer i familiegrupper med masser af medbragt mad. De køber et bord med stole for et eller andet beløb – dog ikke her, men lidt længere henne, hvor det er masser af den slags steder..

Der kommer hvert andet minut faldbydere af ALT muligt lige fra mad af forskellig slags til salg af solbriller, smykker, musik- CD’er, massage, manicure, pedicure, badedyr -ringe -madrasser og udskårne træfigurer mmm. Vi prøvede både ryg- og fodmassage…, med kokosolie selvfølgelig. Meget billigt og behageligt.
Turen i fredags (14. okt) gik til Santo Domingo -hovedstaden
Det startede med en tur til børnenes skole, som ligger på vejen dertil. Vi var lidt rundt der. Bertil var i klassen, hvor børnetallet var dobbelt så stor som sædvanligt, idet den ene lærer på dette klassetrin var syg. Så der var et relativt højt lydniveau på stedet. Bertil var i leg med en anden dreng, men straks, han opdagede os, kom han stolt hen til os. Andrea havde spottet os og kom til her i ” lilleskolen”. Vi kom netop som der var frikvarter.. det mindede mig om hvorledes jeg selv havde frikvarter for 50 år siden godt og vel. Dog havde alle børnene ens tøj på.  De gik i små grupper, nogle spillede basket, og andre legede noget med at løbe efter hinanden.  En kort snak med Andreas lærer, på hvem vi kunne forstå at det gik godt, og at hun havde en ny veninde. Det, at blive sat i en spansksproget skole kan være noget af en udfordring, når man ikke kan sproget.. dog under vores ophold her kan vi forstå, at det bliver bedre og bedre, skønt hun ikke rigtig vil indrømme det.

På vejen mod Santo Domingo tog Thomas lige en smutvej, ja faktisk i venstre side mod kørselsretningen, trods mine vage protester ” det havde han jo gjort så ofte før – i hvert fald 2 gange” …… så var der jo bare lige en færdelskontrol…… og en bøde!!!!

Vi skulle i et større parkanlæg, hvor der var masser af sportsanlæg af alle slags.. der har nemlig været ungdoms- games først i århundrede. En slags OL for unge mennesker.. desværre var de forskellige anlæg og det omkringliggende område ikke vedligeholdt set med danske øjne. Men ganske anvendeligt åndeområde midt i en storby..der blev dog fejet og holdt rimeligt pænt orden.

Ordensregler var der også: Børge og børnene havde lejet cykler i en halv time; (7,50 kr. pr cykel – 50 pesos) I 30 gr varme kan det være ret så varmt at cykle, så Børge smed skjorten. Det skulle han nu ikke have gjort, idet en vagt kom spænende, og med hurtig tale og ikke mindst fagter, tilkendegav at man ikke ønskede at se en så ellers veltrænet 69 årig mandsperson i bar overkrop.

Efter vi havde indtaget vores indkøbte, medbragte dominikanske mad og børnene havde leget på en ret så slidt legeplads, tog vi ind til den gamle by i Santo Domingo –Zona Colonial. Her travede vi i de gamle gader, kiggede ind i de gamle bygninger og besøgte et museum med gammelt rav og flotte smykker. Endte i en butik, hvor de ud over at sælge alverdens chokoladeprodukter, også viste hvorledes dyrkning og fremstilling af chokoladen foregik. Det endte naturligvis med at jeg var ” nød til ” at købe noget chokolade-te og ren chokolade. Zona Colonial byder også på lækre restauranter, gode barer, 4D biograf mv. Men pas på alle turist-lokkerne.

Da vi kom retur til lokalområdet, spiste vi på et lillebitte gadekøkken. Grillet kød og fisk af forskellig slags med salat og lokale grøntsager bl.a. yuca, en rodfrugt, som nærmest bruges som kartofler. De to borde, der var, blev sat sammen, så vi alle 6 kunne være der. Vi havde selv medbragt lidt øl og vin. Prisen for den meget velsmagende mad var ca. 15 kr. pr person!!

Når vi er på stranden og holder ferie, er vi ved restauranten og spiser også der. Får kaffe og øl ind imellem og får serveret lækkert mad. Vi har deponeret alle vore medbragte dollars i Thomas’s bank. Thomas holder så styr på hvor mange penge vi bruger her og der til mad, leje af bil køb af dit og dat osv..

Således var vi der i søndags hvor der er mest travlt. I øjeblikket, medio oktober er der fortsat ikke turistsæson. Denne indtræder først i næste måned. Personalet er af noget varieret kvalitet og der er fra tid til anden blevet fyret og ansat personer. P.t. er der en sød dominikansk pige – nyansat. Mercedes ja det hedder hun. Hun var anbefalet af en af kokkene og er bare så dygtig, sød og flittig. Hun følte sig ikke behandlet særlig godt på sin tidligere arbejdsplads.  Det gør hun garanteret hos Thomas og Ann Cathrine. En ung mand – Ricardo fra Venezuela, der øver sig i tjenerfaget. Derudover er der i weekenden, Michael, en lokal dominikaner. Til fælles har de det, at de kan tale både spansk og engelsk. Om natten – fra kl 20 aften til kl 8 morgen sidder Johan og holder vagt. Sidst men ikke mindst er der to køkkendamer, som Thomas har lært op i de menuer, som står på kortet.

Mandag d. 19 oktober

Så skulle vi på tur nordpå – til Las Terrenas og Las Galereas. Alle er raske, ingen der vrøvler ret meget.Ann Cathrine havde reserveret tre overnatninger.

Det første var i et lille hus ved siden af ejerens eget. AC og Thomas havde været der i februar, var blevet gode venner med ejerne, Stefan og Julia, som derfor havde været på deres restaurant for ikke så længe siden. Derefter var aftalen at Thomas lavede lækker lobster retter med tilbehør og vine, alt medbragt hjemmefra. Til gengæld kunne vi bo gratis. Der var to soveværelset samt en sofa plus badeværelser med varmt vand!! Stefan er fra Holland og altså par med Julia, som er Den Dominikanske Republik. Desuden deltog Thomas fra Australien. Han rejser rundt og jobber sig igennem verden. Pt arbejder han på et lille hotel (Casa Delfin i Las Terrenas) som også ledes af især Julia.  6 søde værelser, alle individuelle til absolut rimelige priser, mellem 25 – 50 dollars, alt afhængig af antal personer og sæson. Og så ligger det tæt på en lækker strand, som vi naturligvis også afprøvede. Stefan ernærer sig ved at spille poker online og har gjort det i de sidste 10 år – ja det var som bare pokker! Behøver jeg at nævne at maden var super?

Ann Cathrine, vores rejseleder, dirigerede så vores chauffør, Thomas, til vores næste destination, Las Galeras, den østlige del af Samana halvøen. En ret stor lejlighed med to dobbelt værelser og to badeværelser. En kæmpestue, hvor en dobbelt luftmadras blev placeret. Her sov børnene.

Huset ligger noget højt over omgivelserne, hvorfor der er en flot udsigt ud over området. Her er der smålandbrug, frugt, lige fra bananer til passionsfrugt og frugter ukendt af os alle, som Ann Cathrine fik af en lokal lige ved siden af, hvor vi boede.

Det så ikke umiddelbart ud til at der var nogle steder man kunne købe mad… men det var der så sandelig. Thomas og Ann Cathrine rekognoscerede under deres eftermiddagsløbetur og kom hjem med friskfanget fisk.. en stor en, der blev tilberedt af den medbragte kok. Dagen efter fik vi færdigstegt kylling hentet af Børge og børnene, i en lille lokal bod. Hertil yuga og salat. Vi spiste alle måltider på den store altan og når mørket faldt på, kunne man se lyn lyse op i det fjerne. Vi fik ikke grisekød på denne tur, skønt de lokale grise var så absolut løsgående i højt græs og under skyggefulde træer.

Vi havde inden da været ude på et meget flot udsigtspunkt – El Capito. Ad snørklede vej i bil og en spadseretur på ca.1 km kom gevinsten: en lille restaurant var placeret, således at man fra rækværket kunne kigge lige lodret ned til vandoverfladen, ca. 22 meter nede. Der var også, helt nede fra havoverfladen, nogle stiger af forskellig observans, således at de, der havde mod til at hoppe ned, kunne komme op igen. Og det skete faktisk ret tit, fik vi af vide af damen i restauranten. Havet larmede voldsomt ved mødet med klipperne, især lige ved siden af, hvor det gik lidt længere ind. Det lød faktisk som et tordenbrag hver gang. Efter en kop kaffe, dobbelt pris her – absolut ingen konkurrerende udsalgssteder-, drog vi videre til næste flotte strand.

Hertil var der også noget besværet tilgang. Faktisk lod vi bilen stå lige inden en meget stejl, stenet og ujævn vej, som Thomas nok mente var “farlig” for udlejningsbilen.

Heldigvis kom der i det samme øjeblik en lille lastbil med kokosnødder. Ann Cathrine og børnene fik et lift på ladet. Det vakte stor jubel. På gåben fik vi andre jo også et bedre kig på den Palme-urskov, der var på begge sider af vejen. For enden af denne vej bredte der sig en meget flot strand med bølger af vesterhavskarakter, når de er flottest. Dog med ca. 20 varmegrader til forskel.

Til venstre inde i bugten blev havet mødt af klipper, ret så vinkelret på. Og allerdybest inde løb en flod ud i havet. En sjov oplevelse at bade lige her, hvor det kølige flodvand mødtes med det varme hav: varme, kolde, varme, kolde strømme, der både gav gys og behag.

I hjørnet helt inde var der et fint eksemplar og i særdeleshed sammenligneligt middelalderfestival køkken og serverings borde-bænke. Her i den frie natur virkede det helt naturligt. Fødevarekontrollen i DK ville nok have fået et føl på tværs. Dog så jeg ved selvsyn, at ALT blev tilført varmegrader nok, så syge bliver vi ikke. (Forståeligt er det, at smørrebrød ikke har vundet udbredelse til troperne).

Vi bestilte, og så gik køkkenet igang. Maden smagte fortræffeligt, lidt af hvert- blæksprutte, kylling og et par lokale fisk, dertil ris med bønner og de der bananer, der først frituresteges, en til to cm. lange stykker, derefter trykkes de flade, hvorefter så friteres igen til de er sprøde.. uhm!

Da vi havde sat os til bords, tømtes køkkenet lidt efter lidt for personalet, en ti stykker i alt. En fordel er det da at komme udenfor sæsonen.

Vel hjemme efter 3 dage i vor gode store udlejningsbil, hvor der var plads til alt og som var vel aircondition i.

Da vi kom retur var der ikke strøm.. det havde der faktisk ikke været i TRE dage. Så havde jeg vidst det, havde jeg for alvor kunnet bekymre mig om leverpostegerne mm.

Den manglende strøm havde givet noget surhed blandt lokalbefolkningen her; således havde man udtrykt sin utilfredshed ved at demonstrere i hele bydelen. Hvad årsagen end havde været (mange gisninger her) så kom strømmen igen om aftenen. Det er faktisk ret varmt at sove i den stillestående luft. Ventilatorerne går konstant her i huset, og sandsynligvis også i alle de andre huse. I restauranten er der nødgenerator, der tager over ved alle de næsten daglige udfald.

..og så skal jeg love for der blev vasket tøj, da der igen var strøm. Selv om folk bor fattigt set med danske øjne, bliver der så sandeligt fejet og gjort rent i og udenfor de små beboelser.

Man lærer at påskønne, at man faktisk ALTID får vand og EL hjemme i velfungerende Danmark.

Lørdag den 22. okt

Efter et par hjemmedøgn, var vi atter på bustur. Børnene, Børge og jeg, mens Ann Cathrine og Thomas fik styr på restauranten.

Der var booket en tur til en lille palmeø, Isla Saona, syd for fastlandet. Først en 2 timers bustur, dernæst med en lille katamaran ud til øen, velsagtens tog det 1 times tid at nå ud til første stop, en “naturlig swimmingpool”. Det er et område, hvor stort set alle kan bunde. Andrea og Bertil var i deres es og sprang ud fra fronten af båden i et væk.. Børge og jeg kunne glæde os over dem ud over at nyde det turkisblåt vand og tage svømmeture ind i mellem.

Efter at være sat i land på øen fik vi masser af mad og rigeligt med frie drikkevarer. I 30 gr varme er det dog mest vand og cola der drikkes. i hvert fald af os og børnene.

Hjemturen på en større katamaran gik stille og roligt, altså lige bortset fra nogle fulde russere, der allerede inde på øen viste stor interesse for rommens glæder. Een af dem var så beruset, at han pludselig faldt overbord. Han kunne dog godt holde sig oven vande indtil båden fik vendt og en mand fik kastet en redningskrans ned til ham. Resten af turen hjem blev han mandsovervåget, da dørken for ham var udsædvanlig glat. Hjemme igen kl. 20.00 efter en bustur på 2 timer med en sovende lille drengs hoved i skødet og benene på nabosædet. Da han blev vækket på det tidspunkt hvor vi skulle af, var han lysvågen og erklærede at han godt kunne spise 10 leverpostej madder når vi kom retur.

Vi har i hele ferien spist forskellige steder, især jo på ”El Restaurante, Club Rolling Stone”, som den jo hedder. Forleden fik jeg fiskesuppe, som jeg “manglede” fra spisekortet. Og sikke en portion. Ud over suppen, som smagte himmelsk, var der fyld bestående af store rejer, langostinoer og fiskekød. Dertil brød til suge dit og dat op. Børge valgte igen hele fisk også tilberedt på en lækker måde.

Kokkedamerne, Joseline og Keyssy er rigtig dygtige og går op i deres arbejde. Begge har arbejdet der fra henholdsvis starten, og august og derfor oplært af Thomas. De er til tider også betroet indkøb og derved penge.

Selvom maden er udsøgt på restauranten, vil især Thomas også gerne lade sig inspirere andre steder. Som en god farvel-middag, betroede vi os igen til Thomas`s gode madinstink og fik ham til at finde en lækker restaurant i hovedstaden. Så vi tog de lokale busser derind – med 2 skift. Det er i selv noget af en oplevelse. Man ser en masse. De forskellige bydele med deres forskellige karakteristika, menneskene, husene, bilerne. Forstil dig at alle bilerne ser ud til at være hentet på en dansk bilkirkegård og så noget mere skramlede! Ja sådan så de ud i den bydel. Taxaerne er næsten ligesådan. En sådan skulle vi have for at komme helt frem til restauranten. Der satte Thomas dog grænsen! Så vi travede et stykke vej inden vi fandt en pæn en, hvor vi alle 6 kunne være. Vi nåede restauranten, lidt forsinket, og blev placeret ved det bestilte bord. Andrea og Bertil var helt oppe og ringe: mormor betalte og havde bestemt at de måtte få lige hvad de ønskede. To kæmpe, veltillavede burgere med dominikansk ketsjup til var bare sagen. Hertil cola!

Vi andre fik oksekød i forskellige udsøgte udskæringer. Alt sammen mørt og velsmagende og dertil forskelligt tilbehør. Et par flasker rødvin med “dånesmag”. De fem desserter, der var på spisekortet, blev bestilt, sammen med kaffe i forskellige variationer og lækker rom og cointreau, og så fik vi igen himmelvendte øjne, efterhånden som vi desserterne.

Vel hjemme efter 14 dages spændende oplevelser. Men det bedste var dog at se og opleve den lille familie, under disse for os, så forskellig kultur og anderledes forhold. Og se at de havde det godt.