RUN – is up hill – or “hell”

RUN – but way?

Okay – Jeg indrømmer det. For første gang i meget meget lang tid, så er løbeturene ikke de mest eftertragtede. I DK hungrede jeg ofte efter en løbetur. Mine løbeture – gerne 4 gange ugentligt var som et frirum og en tænkepause for mig. Løbeturen i DK gav friløb fra dagens stress og jag.

Hernede er det nærmest uoverkommeligt. 25 grader når jeg vågner, lidt svedig allerede inden jeg har bevæget mig ud af sengen. Kl. er 6.45 – måske 7, hvis jeg sover længe! Andrea sover heldigvis videre, mens hendes ben klister ind til mine. Det gør det jo ikke mindre varmt at ligger arm i arm.

Her på stranden i varmen (ca. 25 grader om natten – 40 g om dagen), er der hverken stress eller jag. Så jeg ved ikke om det er manglen på stres (hvis man kan mangle det), som gør at jeg ikke higer efter en løbetur. Eller det blot er varmen som sætter en stopper for lysten til 10 km ud over stepperne – stranden. Hov – skrev jeg 10 km. Det når jeg vidst aldrig hernede. Jeg nåede i morges (17. juni) op på 6 km, og svedte ca. 1 time bagefter. OG ps – tiden er til det – faktisk er der masser af tid, så det er ikke en undskylding..

MEN hvorfor pokker bliver jeg så ved at løbe? JO, fordi jeg jo i bund og grund er nødt til det pga. min diabetes. Dertil ved vi jo alle at lidt sved på panden aldrig skader. Især ikke hvis der skal være plads til lørdags (søndag) Pina colada og homemade mayo til batatas fritas (virkelige lækre søde kartofler stegt i olie – specialitet hernede)

Anyway. Jeg håber at jeg kan blive ved med at sparke mig selv afsted. For ud over det sunde perspektiv, så giver løbeturen også god mulighed for at sige ”Buena días” til de lokale. At få set byen på en anden måde – uden alt for meget larm fra råbende gadesælgere og buldrende knallertkørere. Især om morgenen når byen vågner stille, er der en ro som jeg kun får på løbeturen.  Se byens børn i deres fine uniformer gå mod skolen, den gamle mutti vaske sit fortov, så hun er klar til at sælge dagens morgen –æg, nok pakket ind i dej (hermed en æg empanada).

The darkside

Af og til skal jeg dog lige springe lidt ekstra langt for ikke at falde i et hul eller træde i affald eller andet ild-lugtende skidt. For selvom vi (på strandsiden) bor ret lækkert og eksotisk, så er der også en darkside af Boca Chica. Noget jeg(vi) lærer at leve med, men det er klart noget vi lige skal vende os til. Fattigdom og en anden kultur, hvor befolkningen ikke går op i hvordan de ser ud eller hvordan de bor. Både pga. af fattigdom, men også bare fordi det ikke er en prioritering. Andrea klager meget over lugten i gaderne, men sådan er det jo bare her. De har ikke et så veludviklet affaldssystem, og det kommer sig ikke så nøje hvor man smider sit affald eller hvor og hvad man lige brænder af på et bål.

A local smil

På en måde er der jo også noget smukt i, eller hvert fald bemærkelsesværdigt i, at de lokale dominikanere her i Boca Chica kan leve så trangt og tæt. For de har meget få midler, og alligevel er de et så positivt og imødekommende folkefærd. For det er de virkelig – dominikanerne. Søde og glade. DET er nok i bund og grund derfor jeg bliver ved med at puffe mig selv ud af sengen – fordi jeg elsker at møde de lokale i mit ansigtssved – hilse på dem med et ”hola – Buenas dias” som giver dem et ekstra smil og et lille grin over den sindssyge tossede dansker som løber svedende i deres by i 30 grader, men de læner sig tilbage og nyder deres morgenkaffe.

 

SÅ det samme vil jeg gøre – nyde morgenkaffen – EFTER min løbetur og sammen med familien. PS – Godt løb til alle jer mega seje løbere der tager turen til Aarhus City ½ marathon i morgen den 19. juni. (mit startnummer bliver så ikke lige brugt)