Are you ready to go?

Are you ready to go?

Tør du tage springet til nye breddegrader, rive dig løs, ud af din comfortzone og tage nye chancer? Det er der mange, som ville ønske de kunne sige ja til, men det er de færreste som tager springet. Nu gør vi det – og vi er vildt spændte med mange farverige sommefugle i maven (og helt ærlig  – en lille smule “frygt”- måske bare 4,7 %!!!)

“Hvad så, er I ved at være klar”? Det spørgsmål får jeg – og sikkert også Thomas (min skønne mand) – minimum 5-7 gange dagligt for tiden. (hvilket vil sige hver dag den sidste måned)

Men hvad skal vi svare? Det er svært at vide, om man nogensinde bliver helt klar – når det, som venter forude, er en så stor forandring i livet. Hverdagen bliver på ingen måde den samme. Alt bliver anderledes. Hvordan forbereder vi os bedst muligt, når beslutningen om at flytte om på den anden side af jorden for at åbne en restaurant er truffet.

Først og fremmest bestiller man en enkelt billet til 4 personer. Til Bertil, 5 år, Andrea, 8 år og til mor og far selvfølgelig. Godt; Datoen for afgang er sat. 29.maj  hopper vi på flyet i Billund – destinationen hedder Den Dominikanske Republik i Caribien, nærmere betegnet en mindre by – Boca Chica, hvor restauranten venter.IMG_4675

En hurtig beslutning

Beslutningen om at sælge alt, hvad vi ejer – hus, bil, møbler, tøj, købe en billet og åbne restaurant i Den Dominikanske Republik blev taget på under 2 uger.

I februar 2016 var vi 4 uger i Den Dominikanske Republik, bl.a. fordi vi var inviteret til et dansk bryllup dernede. Vi så muligheden for at se mere af landet og besluttede at rejse lidt omkring. Min søster Ida Marie (som jeg næsten altid – med glæde tager imod gode råd fra) opfordrede os til at prøve AirBnB (til at booke overnatning), hvilket førte os til byen Boca Chica ca. 30 minuters kørsel fra den dominikanske hovedstad.  Her nærmest forelskede vi os i stedet og blev ikke mindst rigtigt gode venner med ejerne af det lille familiehotel.

Tilfældigheder har ført til, at vi nu er på vej ud på en spændende rejse, en rejse som skal bidrage til at skabe et endnu tættere bånd til vores børn, til at være meget mere sammen som familie, til at møde nye kulturer,og til at lære nye sprog.

Lige da vi tog beslutningen, var vi midt i en ferierus – en rus af varme, sol, dejlige strande, lykken ved at se ungerne lege på stranden og ikke mindst en glædes pga. den uforpligtigende hverdag som feriens rammer skaber.

Derfor kunne man spørge: Var beslutningen en anelse for hurtig, og ville fornuftens stemme få os til at fortryde ferierusens beslutning?

Men efter nærmere eftertanke og mange snakke bekræftes vi endnu mere i, at vores valg er det rigtige. Vi trænger til at gøre op med den danske logistikkrævende og til tider stressede familiekultur. Vi vil åbne op, se nye muligheder og skabe nye rammer for, at vores familie kan trives endnu bedre.

En ferie, som den vi var på, kan netop være med til at give et klarsyn, til at lade tankerne flyde og komme på nye idéer. Livet og måden vi ”skal” leve på er ikke forudbestemt, selvom vi ofte tvinges ind i faste familiemønstre og strukturer, fordi ”sådan plejer man at gøre”– eller ”sådan er det jo”-tilgangen styrer vores familieliv og hverdag.

Så alt ændres, lige fra boligforhold til påklædning. Fra 2 biler i carporten til en taxascooter, højhælede og habit til klipklapper og shorts, fra kundemøder til at servicere restaurantgæster på stranden, fra dansk til spansk, fra kulde til varme, fra parcelhus i dansk gennemsnitsligt villakvarter til 65 kvm lejlighed på stranden.

Svaret på spørgsmålet, som kommer igen og igen, er svært at besvare med få ord. Vi ved ikke, om vi er ved at være klar. Men sikkert er det, at det bliver virkelig spændende, en smule angstprovokerende, og ikke mindst en kæmpe omvæltning og oplevelse for livet for hele familien.

Vil du se flere billeder – så følg os på Instagram

#elrestauranteclubrollingstone og #hotelclubrollingstone

HEY – forresten, når vi bliver sejere til at blogge, så kommer der mange flere historier fra os

vi ses –

//Ann Cathrine

Thomas – Andrea  – Bertil

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Are you ready to go?